FORSIDEMAIL
ForskningProfilKontaktNyhederGigtsygdommeUndervisningLinks
Biologisk behandling
 Er biologisk behandling farlig?
v/ professor Hans-Jacob Haga

Med biologisk behandling menes den medicinske behandling som består af stoffer som blokerer vigtige dele af immunsystemet og gives i sprøjteform. Disse stoffer er ofte produceret hos mus eller menneske eller i andet biologisk materiale, og bruges i stor udstrækning i behandling af leddegigt, psoriasisgigt, Bechterews sygdom,Systemisk Lupus erythematosus og lignende sygdomme. De mest almindeligt kendte er Enbrel, Remicade, Humira, MabThera, Kineret og Abatacept (Orencia) og der er stadig nye på vej.

Biologisk medicin har været brugt de sidste 15 år, og har på mange måder revolutioneret behandlingen af specielt leddegigt, psoriasisgigt og Bechterews sygdom. For mange andre sygdomme er den fortsat under afprøvning. Man har været noget usikker på, hvilke bivirkninger disse præparater kan have på længere sigt, og derfor har man været noget tilbageholdende med at anvende disse præparater. Når præparaterne anvendes følges patienterne nøje. I Danmark har man været specielt forsigtige og det kan nok i høj grad forklare hvorfor langt færre danskere får biologisk behandling end nordmænd og svenskere.

Er der så grund til bekymring for alvorlige bivirkninger? Vi har nu 10 års erfaring i behandling med specielt Enbrel og Remicade hos mange hundrede tusinde patienter, og jeg vil derfor kort referere punktvis, hvad vi ved om dette. Kendskab er den bedste måde at tackle usikkerhed på.

  • Allergiske reaktioner er almindelige ved brug af biologisk medicin, men det er vanligvis lette reaktioner i form af udslæt som er let at behandle.
  • Kraftige infusionsreaktioner ved intravenøs behandling kan imidlertid forekomme men er sjældne.
  • Infektioner er der øget risiko for ved brug af biologisk medicin. Studier tyder på at risikoen for infektioner som kræver sygehusindlæggelse er fordoblet sammenlignet med patienter, der kun får metotrexat-behandling. Typisk ses lungebetændelse og nyrebækkenbetændelse, men også infektioner i hud og underhud, for eksempel rosen.
  • Risikoen er størst de første 6 måneder af behandlingen. I et af de største studier fandt man infektioner som krævede sygehus indlæggelser hos 2-3 patienter blandt hundrede, som blev fulgt gennem et år. Nogen studier har faktisk vist at der ikke er øget risiko for infektioner, og at øget risiko i mange tilfælde skyldes samtidig brug af prednisolon. Jo højere dosis prednisolon, jo længere tid man bliver behandlet, des større risiko.
  • Kræft har man været specielt opmærksom på helt fra starten for ca 10 år siden og specielt lymfekræft (lymfom). Risikoen for lymfekræft synes imidlertid ikke at være større end for patienter der kun får metotrexat, og dermed synes denne bekymring langt hen af vejen at være uberettiget. Der er imidlertid påvist let øget risiko for speciel hudkræft ved behandling med høje doser biologisk medicin. Disse doser er højere end det man vanligvis bruger, men som man i enkelte tilfælde må give patienter med meget høj sygdomsaktivitet. Det skal også bemærkes at nogen studier ikke har vist nogen øget risiko for kræft, så fortsat er dette ikke helt afklaret.
  • Tuberkulose. I starten havde man en hel del problemer med tuberkulose. Hos patienter med latent ”hvilende” tuberkulose, kunne biologisk behandling få tuberkulosen til at blusse op. Da man blev klar dette problem begyndte man rutinemæssigt at undersøge alle patienter for mulig tuberkulose inden behandlingsstart, siden har dette været et meget lille problem.
  • Meget sjældne bivirkninger: Der er rapporteret at bindevævssygdomme såsom SLE og multiple scleroselignende tilstande kan optræde i forbindelse med biologisk behandling men dette er yderst sjældent.
Konklusion:
Den tidligere usikkerhed når det gælder alvorlige bivirkninger ved brug af biologisk behandling forklarer hvorfor reumatologer har været noget tilbageholdende med at give denne behandling. Det er ikke bare prisen som er afgørende. Det er enighed både nationalt og internationalt om hvilke patienter der kan tilbydes denne behandling, og disse retningslinier følges nøje. Patienter med høj risiko for infektioner eller med kræft udelukkes (eksempelvis) med nogle få undtagelser, og tuberkulosescreening er nødvendig før man starter behandling.
   Når det gælder risiko for infektioner og kræft, er risikoen lav selvom den er højere end for andre patienter som kun får metotrexat. Denne risiko må hele tiden vejes op mod fordelene ved at bruge biologisk behandling. Nyere studier viser at biologisk behandling foruden at stoppe udviklingen af sygdommen, også synes at forlænge levetiden og samtidig reducere komplikationerne ved leddegigt. Specielt opløftende er at biologisk behandling synes at reducere risikoen for hjertekarsygdomme som er så almindelig ved leddegigt.
   Uanset, er det vigtigt at følge behandlingen systematisk op, ligesom man gør i mange lande med centrale behandlingsregistre. Afgørelsen om biologisk behandling tages altid af reumatologen og patienten i fællesskab, specielt i tvivlstilfælde.