| | Pulmonal hypertension
Ved pulmonal hypertension menes forhøjet blodtryk i lungekredsløbet.
Dette medfører en ekstra belastning på den del af hjertet, som pumper blod ud i lungerne og kan føre til hjerteproblemer. Der er også øget risiko for blodprop i lungekredsløbet.
Sygdommen kaldes for primær pulmonal hypertension, når der ikke er en anden tilgrundliggende sygdom.
Sygdommen kaldes sekundær pulmonal hypertension, når der er anden sygdom tilstede.
De mest almindelige gigtsygdomme, som giver pulmonal hypertension, er sclerodermi, MCTD, systemisk lupus erythematosus og Sjögrens syndrom.
Ved sclerodermi ser man tilstanden hos 4,9-9% af patienterne, ved MCTD hos 20-60% og ved systemisk lupus erythematosus hos ½-9,3%.
Symptomer og sygdomstegn
Det mest almindelige symptom ved pulmonal hypertension er hjertebanken og forpustethed.
Efterhånden kan man også få hævelse i benene, og der er som sagt øget risiko for at udvikle blodprop.
Udredning og undersøgelser
Hvis patienter, som har øget risiko for pulmonal hypertension, får de beskrevne symptomer, undersøges patienten med ekkokardiografi af en hjertespecialist.
Ved en ekkokardiografi, hvor man scanner hjertet, kan man måle trykket i lungekredslø¬bet. Hvis dette tryk overstiger 25 mmHg, er det forhøjet.
Man bekræfter et forhøjet tryk ved at foretage en hjertekateterisation, hvor man via en blodåre i lysken går ind i hjertet og derefter ind i lungekredsløbet for at målet trykket nøjagtigt.
Man kan også foretage en 6 minutters gangtest på patienten. Denne test måles af sygeplejerske på reumatologisk afdeling. Der måles, hvor mange meter patienten kan gå på 6 minutter, og dette mål er et udtryk for, hvor godt hjerte og lunger fungerer.
Medicinsk behandling
For at mindske belastningen på hjertet er det vigtigt, at man undgår faktorer, som reducerer hjertefunktionen generelt.
Det er rygning, overvægt samt en del medikamenter, og graviditet bør diskuteres med den patientansvarlige læge.
Der kan gives flere medikamenter for at udvide blodårerne i lungekredsløbet, således at blodtrykket falder.
Det mest anvendte medikament i øjeblikket er Tracleer, der er et antistof, som binder vort eget stof endothelin i lungerne, hvorved blodtrykket reduceres.
Behandling med Tracleer er meget kostbar.
Tværfaglig behandling
De patienter, som får diagnosen pulmonal hypertension, har ofte været syge i en periode og har behov for kontakt med både fysioterapeut, ergoterapeut og socialrådgi¬ver.
Behandlingen af pulmonal hypertension foregår ofte i samarbejde mellem reumatolog, kardiolog og lungemediciner.
Prognose og forløb
Prognosen er bedre, jo tidligere sygdommen opdages.
Ubehandlet, er diagnosen meget alvorlig.
|