Den diagnoseløse

Ca en femtedel af befolkningen har problemer med muskel- og ledsmerter i perioder eller mer konstant. For de fleste er dette problemer man kan leve med fordi man ved at det gir sig, og man ved eventuelt årsagen og kan gøre noget med dette.  Mange har ligevel så store problemer at de opsøger egen læge og måske bliver henvist til speciallæge i reumatologi eller et andet speciale for at kunne få hjælp.

Ved undersøgelse hos reumatolog er det oftest kun en brøgdel som får en diagnose som kan forklare muskel og ledsmerterne. De fleste får i stedet en diagnose som kun beskriver symptomerne, sådan som artralgi (ledsmerter), myose/myalgi (muskelsmerter), dolores columna (rygsmerter) etc.  I praksis er disse patienterne da diagnoseløse, og de bliver behandlet symptomatisk, det vil sige med fysioterapi, kiropraktorbehandling, akupunktur og symptomlindrende mediciner.

At være diagnoseløs er i dagens samfund et problem. Det er ikke helt accepteret hverken af arbejdsgiver, kommune, familie, venner etc, og det spørges hele tiden efter årsag og behandling. Dette kan godt være stressende, og mange presses at gå videre i undersøgelser hos flere specialister. I nogle tilfælde fører det til en diagnose, men i de aller fleste tilfælde bliver man nok skuffet. Mange får nok vide at dette er noget man må leve med, og ”psykiske” årsager bliver ofte nevnt eller antydet.

Hvad er så årsagen til kroniske muskel- og ledsmerter i de tilfelde hvor der ikke kan gives en diagnose?

For det første er der en del gigtsygdomme som er meget sjældne og som reumatologen derfor kan overse. Det kan derfor være smart at få en ”second opinion” hos en anden reumatolog.  Det er ikke altid mulig på grund af mangel på reumatologer.

En del andre sygdomme som psoriasis, tarmsygdomme (Crohns sygdom og Ulcerøs colit), leversygdomme, højt eller lavt stoffskifte, begynnende diabetes, og hormonproblemer i sin almindelighed er kendt for at kunne give muskel- og ledsmerter. Det er derfor vigtig at man oplyser lægen om man f.eks har psoriasis, eller om der er nogen i nærmeste familie som har dette. Man skal også oplyse om forandringer i menstruation, vegtøgning etc.

Man kommer ikke udenom at psykiske problemer kan give muskel- og ledsmerter. Depresjoner og  angst er almindelige årsager. Ofte er der imidlertid ”skjult” depression som manifesterer sig med denne type smerter, og patienten kommer derfor ofte til læge med muskelsmerter uden at vide at der ligger en depresion bag.

Der er ikke ualmindelig at læger siger at årsagen til led- og muskelsmerter skyldes ”smerte i sjælen”.Med det menes at man ikke har det godt med sig selv af en eller anden årsag.  Livet er ikke altid det man ønsket det skulle være.

Hvad gør man når man skal ”leve med” smerterne? Det er vigtig at man ikke lader smerterne bestemme over ens eget liv. Man skal være herre i eget hus. Det er vigtig med fysisk aktivitet, selv om det kan være pinefullt. Mange tør ikke bevæge sig af frykt for at få mer smerter, og de isolerer sig hjemme. Der kan en være "en mil over dørstokken" som man siger i Norge. Regelmessig fysisk aktivitet, gerne i grupper, gør ingen skade, og vil ofte føre til at man aksepterer smerter på en anden måde. Sæt dig mål for fysisk aktivitet, og prøv at nå dem stille og rolig. Brug ikke for mange penge på varme og massage, det giver ofte kun kortvarig effekt.

I nogle tilfælde kan man ha nytte af mediciner som kan hjelpe på søvn og smerter. De mest brugte er paracetamol som smertestillende, eventuelt gigtmedicin NSAIDs, og eventuelt også Saroten eller lignende. Saroten og lignende bruges også i behandling af depresion, men da i højere doser. Ved muskelsmerter bruges disse i lave doser, og bidrager derved ofte til at smerteterskelen stiger, og man kan tåle mer.